Dit tøj skal passe til den kvinde du er. Nu.
Ikke den, du forventes at være.
Derfor er mange af mine styles designet, så de sidder løst og klædeligt på forskellige kroppe.
Er du i tvivl om størrelsen, så send mig dine mål og jeg tjekker om tøjet er den rigtige pasform til dig. På den måde undgår du at købe noget, der ikke passer dig.
Nye produkter
STILL 🤍 Slow Fashion
Jeg lærte at sy som barn. Min farmor syede alt tøjet til familien, og min mor var skrædder.
I mange år arbejdede jeg med noget helt andet, og syningen lå stille. Nu er jeg vendt tilbage til det, jeg holder allermest af; nemlig at se mulighederne i de pragtfulde gamle materialer og skabe individuelle stykker tøj, der fremhæver det gamle håndværk.
Jeg arbejder med vintage tekstiler. Især sengelinned, men også duge og andre stykker håndarbejde. Mange af dem har broderier, kniplede eller hæklede mellemværk og blonder skabt af hænder tilbage i tiden. Man kan mærke det i stoffet: tyngden, strukturen, de små uregelmæssigheder. Nogle er så groft vævede, at de næsten sikkert er hjemmevævede.
Disse tekstiler har været vidne til liv og kærlighed, til fødsler, måltider, glæder, sorg og tab. Hvert stykke bærer spor af menneskers liv. Når jeg syr dem om til nye bluser, bliver vi – du og jeg – en del af den samme lange fortælling.
Det er materialer, der er lavet til at holde. De er blevet vasket igen og igen, brugt gennem mange år, og netop derfor har de fået den blødhed, som nyt stof sjældent har.
Materialerne bestemmer altid form og stil. Jeg forsøger at lade de oprindelige detaljer blive fremhævet gennem et nyt snit. En bort, et mellemværk eller et broderi kan bestemme, hvor en søm skal ligge, eller hvordan en bluse falder. Hver del bliver skåret, sammensat og syet i min lille systue.
Stilen er moderne, enkel og romantisk, uden at se for “upcycled” ud.
Mit ønske er at bringe lidt romantik tilbage i vores klædninger: tøj vi værdsætter, bruger igen og igen og passer på, værner om, i stedet for den køb-og-smid-væk kultur, vi har vænnet os til.
Jeg håber at bidrage til mindre garderober med færre stykker støj, men hvor hvert stykke er enkeltstående og lavet med omhu.
Charlotte 🤎
Sustainable slow fashion.
Beautiful, modern pieces made to last.